VELKOMMEN

Egentlig er mine drømme gået i opfyldelse. I en moden alder har jeg fået fornyet min skrivelyst ved at udtrykke mig via mit eget forum, hvor der jævnligt dukker nye historier op. Disse fortællinger bliver også oversat og udkommer på en række europæiske sprog. Det er mit håb, at denne fornyede glæde ved at skrive smitter af på læserne, og noget tyder på det, for jeg har allerede fået en del positive tilbagemeldinger.

Hvorfor kalder jeg så min klumme for “Pakinapaja” (”pakina” betyder ”en klumme/spalte” på finsk og ”paja” betyder ”smedje”)? Det var min første indskydelse, fordi det lyder vidunderligt. Den anden grund til, at jeg valgte denne titel, var, at det er en arbejdskrævende opgave at konstruere og sammensætte fortællinger. Før man kan gå i gang med hammeren og ambolten, skal man skaffe sig råmaterialet. I min lille ”Pakinapaja”/”klumme-smedje” står jeg selv for det hele – lige fra idégrundlag til markedsføring af selve produktet.Man kan ligefrem høre hammeren dundre i ”Pakinapajaen”, når der bliver arbejdet med det tekniske. Når råmaterialet så er ved at få sin endelige form, skal der pudses og poleres. For enkelte produkter er der endvidere behov for at man uddyber lidt og borer hist og her, for at opnå det bedste resultat.

På billedet kan man se Pakinapaja-kontoret. Det er en lille smedje eller et værksted, der er placeret midt mellem ørerne. Alligevel er der også en masse ledig plads. Heldigvis spirer tankerne, de finder hinanden og indimellem former de endda nogle pragtfulde konstruktioner. Man kan lære sig nogle teknikker, og det samme gælder, når man arbejder som “ord-smed”. Ens råmateriale som forfatter er i bund og grund Guds ord i forskellige afskygninger, nutidige begreber og moderne talesprog og selvfølgelig humor. Jeg finder det selv naturligt og givende at udforske det råmateriale, som for mig at se er sprogligt og spirituelt. Hammerens fald er for mig at se de skrivekundskaber, man kan lære ud fra sine erfaringer. I idéfasen er forestillingsevnen det vigtigste værktøj, som konstant er i brug. Nye idéer venter hele tiden på at blive bearbejdet. Men er det overhovedet passende, at en mand på 50+ i den grad har brug for at støtte sig så meget til sin forestillingsevne? Det beriger i hvert fald livet, synes jeg, men man bør ikke lade fantasien flyve fuldstændig vildt og frit omkring.

Jeg byder jer velkommen til disse sider, og jeg håber, at fortællingerne vil berige jeres liv.

Juhani Pitkäkari